Årets gang 1.

Lad det være sagt med det samme, jeg havde ikke svært ved at sige ja, da jeg blev spurgt, om jeg ville skrive ”Årets gang” i Anguskontakt.

Lidt fakta om vores bedrift. Vi har ca. 25 registreret Angus køer + opdræt. Til ejendommen hører der 23 Ha, hvoraf ca. 17 Ha er udlagt i MVJ. Der ud over har vi græsningsaftale med et par naboer på 7 Ha våd eng, som grænser lige op til gården, og til sidst har vi nylig lavet en aftale med Hjørring kommune, om afgræsning af en privat fredning i Lendum, ca. 8km. herfra.

I sne står urt og busk i skjul…., sådan skrev B.S. Ingemann i 1831, og det gælder også for både sidste år, og i år, og så skulle man jo tro at vi havde taget ved lærer af sidste år, men hvem havde troet at vi skulle have to vintre i træk med sne og frost, der må være nogen der ikke har forstået det med den globale opvarmning. Jeg har fulgt debatten, men må sige at jeg i dag er mere forvirret, end oplyst. Så mange eksperter er efterhånden kommet med udtalelser om klodens tilstand, at jeg opgiver at finde ud af hvad der rigtigt eller forkert, men blot må konstatere at vejret kan jeg ikke gøre meget ved, jeg synes det er utroligt smukt, når landskabet er dækket af den hvide sne, og det tænker vi så på, mens vi tør vandrørene op i kostalden, eller kommer sent hjem hjem fra arbejde, blot for at konstatere at endnu et vandrør er frostsprængt, og vandet fosser ud på foderbordet.

Om sommeren har jeg nok at se til, i 7mdr. arbejder jeg på en campingplads, mens jeg resten af tiden er tilmeldt et vikarbureau, men sidste vinter var et lidt ”magert” år, så for første gang valgte jeg at benytte mig af retten, som ledig til at melde mig til 6 ugers selvvalgt kursus. Valget faldt på kørekort, kategori C, og i den forbindelse havde vi udvidet førstehjælpskursus. Hvad har det nu med vores Angus at gøre, jo, der var jo også noget om brand. De fleste har jo nok et par røgalarmer til at hænge i stuehuset, men har man nu også en plan for hvad der skal ske, hvis alarmen går i gang midt om natten? Det havde den pågældende lærer, konen skulle tage flugten ud af vinduet, mens han skulle hente børnene, og så skulle de mødes ved lygtepælen. De havde øvet det et par gange, men så var det han var kommet til at tænke på, om konen nu også ville gøre som aftalt, hvis det blev virkelighed. Han stod derfor op kl. 02.00, gik ud i baggangen og aktiverede alarmen, efter at have konstateret at konen sprang ud af vinduet, hentede han børnene, og de mødtes der hvor de havde aftalt, en noget forskrækket kone ville vide hvor det brændte, for hun kunne ikke se røgen, så var det han måtte gå til bekendelse ”dette var en øvelse”, lad det være sagt med det samme, det var ikke populært, og han måtte over de næste par dage, forsikrer hende om at det aldrig mere ville ske. Nu er det så de fleste tænker, jamen vi har jo både røgalarmer og en plan, hvis stuehuset skulle brænde, men hvad med staldende, der hvor alle vores dyr er, har vi også en plan for hvad der skal ske hvis uheldet er ude. Vi har godt nok ildslukkere til at stå, og de bliver også efterset, men oprindeligt var det jo mest fordi forsikringsselskabet ville give en kontant rabat, og uden en plan, er det så ikke en falsk tryghed?

De fleste af vores dyr kommer på stald om vinteren, og det kræver en klipning. Normalt går vi i gang med det samme, men der har ikke været timer nok i døgnet til at alle dyrene kunne blive klippet inden jul, og det er gået ud over kviekalvene fra 2010, men nu sker det, forleden fik jeg gang i klippemaskinen, ikke alle kvier synes det er sjovt at få grime på for første gang, men når så først jeg går i gang med at klippe dem, så falder roen over dem, og de nyder virkelig at komme af med pelsen. Det er altid spændende at se hvad der er under den enorme pels, som de jo har, og glæden er stor, når man bliver positivt overrasket, og selv om de endnu ikke har alderen til at blive løbet, så kan jeg ikke lade være med at filosoferer over hvilken tyr der evt. passer til kvien. Det tager ikke meget mere end et kvarter per kvie, hvorefter kvien atter får sin frihed, ryster de løse hår af sig, og trasker hen til de andre dyr.

4 Kalve er det blevet til siden jul. Køerne kommer ind som de skal kælve til, ikke fordi de ikke kan kælve ude i det fri, men vores eng støder op til staldene, og i tøvejr bliver det nemt til mudderbad for dyrene, og dermed ikke det ideelle sted at kælve. Der hvor køerne går ind i stalden er der til den ene side spalter, og til den anden side et fast gulv med strøelse, men det tænker koen ikke på, hvis hun vælger at få kalven inde, og vi har prøvet at en ko lagde sig på spalterne og fik tvillinger, de var både små, og meget kolde, faktisk troede vi ikke de overlevede, begge kalve var så afkræftede at de ikke kunne stå, og det eneste tegn på liv, var at de vippede lidt med ørene en gang imellem. Nu var det heldigvis en meget rolig ko, så alle tre kom op på foderbordet, og mens Frede malkede råmælk fra koen, så kunne jeg gå i gang med at tørrer kalvene, og lægge tæpper på dem, og efter en uge kunne man ikke se at kalvene var for tidligt født, og døden nær. Af den eller anden grund, måske fordi vi havde arbejdet en del med kalvene, besluttede koen sig for, kun at ville have den ene kalv, mens den anden gik på jagt efter en ”ny” mor, fandt en ko der var villig til at adoptere hende, og begge kalve trives i dag. Hver gang vi ser tvillingerne, hvad enten de ligger og tygger drøv, eller de springer fornøjet rundt, så tænker vi, det var godt nok hårdt i den uge hvor de skulle fodres flere gange i døgnet, uden at kende resultatet af anstrengelserne, men det var det hele værd, for se bare hvor godt de trives i dag.

Årets gang 2

Her fra er vi lettet over at vinteren endelig har sluppet sit tag, ikke dermed sagt at natte frosten ikke kan indfinde sig, men Kernebideren, kvækerfinkerne og andre overvintrene fugle, er forsvundet fra haven, og andre sommergæster er kommet til for at yngle. Vi fodrer med solsikkekerner ad libitum, 6 forskellige steder i haven, og sammen med den tætte bevoksning rundt om haven, giver det liv til flere hundrede småfugle. Forleden dag blev kartoflerne sat, ikke i lange lige rækker, men i to blå tønder, der står op af husmuren. Nogen siger man sagens kan dyrke sine kartofler på denne måde, nu må vi se, om forventningens glæde bliver den største, eller om der også bliver lidt til os.

Rundt om os er naboerne begyndt i marken, mens vi stille og roligt venter på at græsset vil gro. De ca. 17 ha. Der er udlagt i MVJ skal der ikke ske noget med, og engen røre vi heller ikke ved. Da vi i 2003 meldte os til MVJ ordningen, så den lidt anderledes ud, end den gør i dag. På markjorden får vi 4400kr/ha. Og så var det ikke meningen vi skulle have mere, men så blev støtten i 2005 lavet om, så den ikke længere var betinget af hvilken afgrøde vi havde på markjorden, og ifølge kontrakten med det daværende Nordjyllands Amt, skulle MVJ jorden sidestilles med almindelig drevet marker, og det betød at vi fik hektartilskuddet oven i, i dag udgør det 2200kr/ha., incl. dyrepræmier udgør det samlede tilskud til ejendommen 120.000kr/år. Der blev indgået en 10 års aftale, der så udløber i 2013.

Vi tager første slet efter Sankt Hans, og frem til 2008 blev der på dele af MVJ jorden også taget slæt nr. to. De eneste rekorder man laver når der ikke må gødes, er bundrekorder, og lad det være sagt med det samme, kan man ikke tåle at naboens marker bare er grønnere end sine egne, så er MVJ ikke noget for en. I de første 5 år fik vi lavet foderanalyse og målt stakken op. Jeg kan se på analyserne at vi i 2004 lavede 75.000 fe., og sidst i 2008 blev det til blot 16.000 fe., vi anslår at køerne selv henter 25.000 fe. i marken hvert år. Efter 2008 opgav vi at få lavet foder analyse af grovfoderet, stakken var jo til at overse. Som erstatning for det manglende grovfoder, køber vi ca. 35.000 fe. majs, som leveres, og afregnes med ca. 1kr./fe.

Vi vidste jo at udbyttet ville falde, og mængden af kløver i marken ville eksplodere, men det der bekymrede os mest var nok mængden og arten af ukrudt. Tidsler, brændenælder, skræpper og lyssiv, var umiddelbart den største trussel i marken, og alle arterne er der da også, men ikke i nær de mængder vi havde troet. Det hjælper selv følgelig at græsset bliver slået, og fjernet fra marken, vi er også blevet rigtig gode til at brakpudse, også selv om det ikke ser ud til at der er ret meget. Så er der lige mælkebøtten, det pæneste jeg kan sige om dem, er at markerne i en kort periode er flotte gule, og det giver nogle fantastiske billeder af dyrene, der med deres sorte farve, står i skarp kontrast til de gule mælkebøtter. Min nabo havde besøg fra Kina, og de var så begejstret over den gule mark, at de ville vide om de ikke kunne sende dem en pose frø, for sådan nogle havde de ikke i Kina.

Vi må gerne reparere og så frø i marken, det gjorde vi for første gang sidste år, der blev brugt en maskine der først laver en rille i jorden, og derefter blæser frøet ned i rillen. Nogle steder på marken var det en succes, og andre steder var det ikke til at se. Jordtypen på MVJ jorden varierer meget, og det har uden tvivl haft indflydelse, frøet blev sået på et godt tidspunkt, og der kom efterfølgende en tilpas mængde nedbør, så vi havde håbet på en større gevinst end den vi fik.

Sidste år blev vi kontaktet af Hjørring kommune, ang. en privat fredning, ikke langt herfra, de ville sørge for hegning, vand og strøm, hvis vi så ville lukke dyr derud. De kom sent i gang med at få lavet hegn, men i juli lukkede vi så 6 kvier ud i dette meget flotte naturområde, og der er lavet en skriftlig gæsningsaftale på 5 år. I år lukker vi ikke kvier derud, men goldkøer. Hele vinteren har der været forskel på størrelsen af de dyr der har været hjemme, og dem der har været i Magersholt . I aftalen er der lavet aftale om tilkørselsforholdende, lodsejeren skal sørge for at dette er i orden, da området ligger langt fra offentlig vej, det er noget af det vi skal have taget fat på i år, idet en dyrlæge aldrig ville kunne komme derud, uden først at skulle gå ½ time, ligeledes er der nogle jægere på naboens mark, der de seneste år har vænnet sig til at der ikke går dyr i området, og derfor betragtede det som en del af deres jagt, hvilket ikke er særlig hensigtsmæssigt, når der går dyr, men mon ikke disse ting kommer på plads over en kop kaffe eller en kop øl.

Da køer og kvier kommer på stald i takt med at de skal kælve, så er kostalden ved at være temmelig fuld. Når bladet udkommer er løbekvierne derfor lukket ud, mens køer med kalv pænt må vente på at græs og ukrudt er kommet godt i gang. Vi havde ved vinterens begyndelse over 200 big baller halm, det er nu skrumpet ind til blot 25stk. så det er på høje tid, at nogle af dyrene kommer ud, så vi kan spare lidt på halmen, som jo er en ikke uvæsentlig udgift, når alle dyrene går i dybstrøelse. Prisen her omkring er 20-25 øre på marken, hvis det overhovedet er til at få halm, og dertil kommer presning, og hjemkørsel. Mange har den opfattelse at en big balle på 2,40m. vejer 500kg. men efter vi har lavet aftale om at veje halmen på den lokale foderstof, så kan vi se at de fleste baller vejer 400kg. eller lidt over, og der skal virkelig en stor balle til at veje 500kg. Især hvedehalm snyder øjet.

Mogens by night. For dem der ikke ser TVnord, kan jeg fortælle at journalisten Mogens sammen med fotografen Peter, har lavet en serie hvor de om aftenen besøger ganske almindelige borgere Det eneste man skal gøre er at skrive til ham, og er man heldig, kommer han forbi. Indslaget kan ses på Angusforeningens hjemmeside, hvor der er lagt et link ind. Vi har fået rigtig megen respons på indslaget, og det var god reklame for Angus.

Endeligt nåde vi jo også lige en tur på Ålestrup, hvor kødkvægsfolk på tværs af racerne mødtes, og så de forskellige tyre. Der var mødt rigtig mange mennesker op, det var dejligt, og så var der lige mulighed for at få udvekslet nyheder. Det var en god dag.

Årets gang  nr.3

Der er ingen regler uden undtagelser, således har græsmarkerne vist, at de kunne noget vi ikke troede muligt. På halvdelen af MVJ jorden, er første slæt græs ensileret, og mængden overstiger, selv de mest optimistiske forventninger. Vi fik i foråret sået i med et andet system, end det der blev brugt sidste år, og den beslutning har været rigtig. Af natur, er folk fra Vendsyssel altid meget forsigtige med at spå om ”gode” resultater, og således var min begejstring nok en del stører end Fredes, da vi dagen før skårlægningen, gik en tur i kanten af marken. Jeg kunne dog konstatere at der blev afhentet 2 ruller plastik (8m.x25m.) og ikke som de sidste par år, hvor en rulle var nok til 2 år. Vi blev da heller ikke skuffet, hele 35.000 fe. blev det til, vi var heldige, da vi d.29 juni sen aften, lagde plastikken på, og rendegraveren var gået i gang med at dække stakken med jord, da kom de første regndråber, og i løbet af natten fik vi over 20mm. Regn. End til nu har det været et godt år for vores græsmarker, både engene og markjorden har generelt givet mere end de sidste par år, regnen er kommet tilpas, men lidt højere temperaturer havde ikke gjort noget. Det går til gengæld ikke så godt med at få gang i brakklipperen, engen er for våd, og der er ikke udsigt til at vi får en stabil periode med tørvejr, som det kræver for at vi kan kører i engen, kun et mindre areal nåde at blive klippet ned inden regnen satte ind. Det er ellers vigtigt at vi får klippet ukrudtet ned inden det sætter frø, der så spredes over store afstande, til gene for både os selv og vores naboer, men man kan ikke altid få det hele, så vi må væbne os med tålmodighed, og så klippe ned ved først givne lejlighed. Majsen, som vi køber hos en af vores naboer, står godt, men sukker dog ligesom os efter lidt mere varme, nu har de i første omgang fået vand nok, nu mangler de noget sol og rigtigt sommervejr.

Foder firmaerne har den seneste tid haft travlt med at sende tilbud ud på kraftfoder til vinteren over. Det er nogle ”solide” priser der for tiden er på kraftfoder, sidste år gav vi 128kr./100kg, det var en god pris, og vi tror ikke den kommer så langt ned i år, men har valgt at vendte og se tiden lidt an. I slutningen af maj fik vi tilbudt kraftfoder på kontrakt fra sep.2011 - april 2012 til 195kr./100kg ved 12 tons, og her i begyndelsen af juli, var den tilsvarende blanding faldet til 175kr./100kg. hvem ved, måske falder prisen yderligere.

Jeg var på vej hjem efter arbejde, da min telefon ringer, det er Frede, han vil vide om jeg ikke lige kan se om kvie nr. 1666 har fået kalv, hun var ved at stille an, da han skulle af sted. Jeg var hjemme ved femtiden, og det eneste jeg forventede var at jeg blot skulle tjekke kønnet på kalven, en stor veludviklet kvie, skulle sagtens selv kunne klare den sag, men der var ikke sket meget, det eneste jeg kunne se, var to ben, og sådan så hun også ud for 5 timer siden, da Frede kørte på arbejde. Jeg vidste godt at jeg ikke ene mand kunne skille hende fra flokken, og tanken om at skulle have hele flokken igennem to hegn og med ind, sammen med kalve der aldrig havde været med inde, var ikke en mulighed, så vores ældste søn, Andreas, blev tilkaldt fra Hjørring, han kunne være hjemme i løbet af en ½time. Andreas har en ro over sig, der altid gør, at dyrene opføre sig eksemplariske, så uden den store panik, fik vi kvien skilt fra flokken, og videre gennem to hegn, og så ind i kostalden, her gik det hurtigt op for os, at dette kunne vi ikke ordne alene, så nu var der to muligheder, ringe til dyrlægen, eller prøve en af vores gode naboer, det kunne jo være der var nogen hjemme. Første opringning gik til Walther, han har selv et par køer, altid parat til at hjælpe, og ikke bleg for at prøve noget nyt. Walther tog Emil med, en ung mand der besøger ham, og som er i gang med en landbrugsuddannelse, så med 3 stærke mandfolk ved siden, turde jeg godt gå i gang med at hjælpe kvien. Vi forberedte os med kæder, varmt vand og sæbe. Andreas har så mange kræfter, at det blev ham der trak benene så langt op, at kæderne kunne komme på, og efterfølgende blev Andreas og Emil sat til at trække med den kraft, og i det tempo jeg bad dem om. Umiddelbart da jeg stak hånden i kvien, undrede det mig at hun ikke selv havde fået kalven, alt virkede normalt og der var plads nok, hun fødte også godt på så hun burde jo have klaret det selv. Idet hovedet kommer helt op, kommer min hånd i klemme inde i kvien, men pludselig giver det hele sig, og kalven kommer ud, der er puls men ingen vejrtrækning, så kommer kalven op og hænge i bagbenene, og den får en spand kold vand, det hjælper ikke rigtigt, den ”raller ” lidt, men ellers sker der ikke noget, et kort øjeblik, overvejer jeg om man ikke kan give kunstigt åndedræt til en kalv, ligesom man gør med mennesker, der var jo stadig puls, men ingen vejrtrækning, men så er det som om kalven kommer i tanke om at den kan trække vejret, den bliver atter blank i øjnene, og der er liv. Kvien får sin kalv, hun har ikke på nogen måde lidt overlast, og vi er alle enige om at selv om ingen ønsker en vanskelig fødsel, så gik det trods alt godt, troede vi. Da vi senere er ude at se til kalven, er det som om den ikke kan finde ud af at stå på benene, kvien gør hvad hun kan for at opmuntrer den til at forsøge, men forgæves, vi malker lidt mælk af, og giver til kalven, fødslen havde jo været længe undervejs og den skulle måske bare have lidt ”starthjælp”, næste dag er kalven død. Nok var kalven stor, men ikke ”kæmpe”, panden derimod, var meget bred, og jeg er overbevist om, at det var det der skabte problemerne, min hånd blev ved fødslen klemt så hårdt at dele af den er helt blå, måske var den født med et handikap, eller den fik en hjerneskade under fødslen, vi får det aldrig at vide, men det er altid træls når man mister et dyr.

Til de af jer der har set indslaget fra Mogens by night, vil i vide at jeg havde valgt den kvie der skulle i fryseren, og hun blev parteret d. 28 juni. En Hedebo 222, hun blev 18mdr. og vejede 342kg. slagtet, der er mørhed og smag for alle pengene, og her i huset synes vi det er spændende når vi kan afstamningen på det dyr vi spiser.  Traditionen tro, får vi altid et stykke til aften, den dag vi parterer, vi er altid spændte, og synes det er noget helt særligt, når kødet endnu ikke har været frosset ned. Jeg havde i dagens anledning taget fri fra arbejde, og invitere 3 par tyskere, fra Skiveren til middag, de vidste kun at de skulle være med til at smage Anguskød. Jeg havde valgt mørbraden, den vejede 2kg. så jeg vurderede at der var nok til 8 mand. Tiden var ikke til at lade den stege i 5 timer, som jeg ellers ville have gjort, men den nåde at få 3½time ved 65 grader, så kernetemperaturen nåde 63 grader. Behøver jeg at skrive at de var meget begejstret, nej vel! Den anden mørbrad gik til min arbejdsgiver, idet vi bytter, så jeg får rådyrkød af ham, og her blev den skåret ud i bøffer, og tilberedt på Webergrillen, til stor begejstring for hele familien. Alt i alt en god måde at tilbringe, en ellers helt almindelig tirsdag på.

Årets gang 4

Der er ikke noget der bliver til af ingenting, men endnu engang har Angus bevist, at de formår at omsætte naturarealernes ringe udbytte, til verdens bedste kød. Således tog vi dyrene hjem fra Magersholt i starten af september, og de kom hjem i en bedre foderstand, end da vi lukkede dem ud. Ungdyrene, der havde været på besøg hos naboen, og plejet hans engarealer, havde udsigt til at måtte ”svømme” hjem, p.g.a. den megen regn, som alle jo har været plaget af. Vores gode nabo Walther, ville gerne hjælpe med at få dem hjem, men vi måtte opgive at få dem over den overkørsel som vi ellers plejer at bruge, idet Walther sank i til hofterne, og kvierne hverken ville, eller kunne komme den vej hjem. Siden er alle dyrene kommet hjem, og går nu fordelt på 3 hegn, lige omkring ejendommen.

D. 25sept. blev det første hold af kalve taget fra køerne, og dermed begyndte en 4 dage lang koncert i både mol og dur, inden det gik op for begge parter, at de ikke længere var afhængige af hinanden. I holdet er der 3 tyrekalve, de skal blive inde, mens kvierne atter får lov til at komme ud, dels er der stadig en del græs, men året har også budt på meget lidt halm, kun 134 bigballer, normalt samler vi 200stk., så vi sparer på halmen til strøelse hvor vi kan. Flere steder i landet blev der givet dispensation til ammoniakbehandling af halm, mens vi her i nord, først fik dispensationen d.15sept alt for sent til at gøre noget ved halmen. Det halm der lå tilbage på markerne stod ikke til at redde, og de der havde fået presset tidligere har fået en meget svingende kvalitet ind. Vi klipper normalt dyrene ved indbinding, men bortset fra en enkelt kommer der ikke gang i klippemaskinen foreløbig.

 Der er stor spredning på alderen af tyrekalven, vi har valgt at samle de forholdsvis små hold i et hold, således at der fra den yngste til den ældste er ca. 6 måneders forskel, det ser ud til at fungere meget godt, og der har ikke været de store problemer med at lukke nye ned i flokken. Den ene vi har klippet er noget for sig selv, og ikke en Angus, men en hvid Galloway, for dem der ikke ved det, så kan jeg fortælle, at Galloway har meget pels, nærmest som et får. Det er ikke fordi vi overvejer at skifte race, men Frede havde en hingsteplag som han solgte til en handelsmand, og i handlen indgik der en Galloway kvie der skulle have kalv i slutningen af marts, og det er hendes tyrekalv der er klippet. Gallowayen var på ingen måde tam, og blev det heller aldrig, så en dag i oktober blev hun sendt til slagtning i Tylstrup, her vil hun blive lavet i pålæg og pølser, for senere at ende i vores egen fryser. Vi har tidligere prøvet at lave en hel Angus i pålæg + div. Og det vakte megen begejstring her i huset, og alle var enige om at det ikke var sidste gang det skulle prøves, og selv om to af vores drenge i mellemtiden er flyttet hjemme fra, så henter de stadig forsyninger fra fryseren herhjemme, så det skulle ikke være noget problem at få hende afsat.

Der er altid to ting vi skal have taget stilling til inden vinteren melder sin ankomst. Det ene er, hvor mange køer skal have lov til at kælve til næste år, og det andet er foderplanen. Lad mig starte med det første. Hvis vi ikke slagter nogen, så er der 33 der skal have kalv i 2012, fordelt på 20 køer og 13 kvier. Det er for mange, og selv om det kan være svært at vælge, og der allerede på nuværende tidspunkt er slagtet 8 køer, så skal vi som minimum have fundet yderligere 5 dyr, det er vi stort set enige om, men når det kommer til hvilke dyr, ja så får vi os nogle gode faglige diskussioner over køkkenbordet, hvor vi hver især kommer med forslag til hvorfor det lige skal være den ene frem for den anden. Vores dyrlæge er ret så fornuftig, og har altid sagt, at har man en ”problem ko” så skal hun slagtes, ellers bliver det en dyr hobby. Det har hun jo ret i, men hun har heller ikke et forhold til koen, og det betyder en gang imellem at en ko eller kvie får en chance mere. Således har kvien 1666, der blev beskrevet i sidste ”Årets gang”, fået lov til at blive, til gengæld skulle der jo så vælges en anden, og selv om det var med en vis vemod, sagde jeg farvel til min ko. Fruelunds Sally som hun hed, hun har leveret en del gode kviekalve, det alene kvalificerer hende ikke til at blive, men der var noget ved hende, hun knyttede sig tæt til de mennesker der var omkring hende, når det kom til de andre køer, tolererede hun ikke deres nærvær lige efter kælvning, mens vi som mennesker gerne måtte være der, hun overvågede os når vi var tæt ved kalven, men udviste ingen aggressiv adfærd(nogle kalder det moderinstinkt), hvilket også betød at hendes kalve er nogle af de første der kommer hen til os. Skulle dyrene flyttes, så gik hun gerne forrest og vist resten af flokken hvad vej de skulle gå, der er ingen tvivl om at hun rangerede højt i hierarkiet. Vi har nok alle en ”favorit” i flokken, 114 som hun blev kaldt i daglig tale, var lige nøjagtig sådan en ko, men heldigvis er ikke alle hendes afkom solgt til avl, og især en er som ”snydt ud af næsen” på 114. Afregningen på 114 lød på 9714,25+moms og efterbetaling, hun vejede 789kg levende og 427kg. slagtet og form 8, dagen før hun skulle af sted blev hun taget ind, så der er ikke tale om nogen slutfedning. Set i lyset af de priser vi får for de gamle køer, så må der også være mest fornuft i at slagte de ”gamle”, og lade de unge dyr vise hvad de kan, der skulle jo også gerne være en avls fremgang i de unge dyr.

Vores foderplan for vinteren er endnu ikke helt på plads, majsen som endnu ikke er høstet, står delvist under vand, og kolberne ser ikke for gode ud, de er små og ikke fuldt udviklet. En fodringskonsulent mener at vi kan komme helt ned på 5000fe./ha. Det er vist bundrekord. De 33 drægtige køer og kvier tildeles 6,5fe.grovfoder/dag, 13 kvier fra 2010+2011 tildeles 4,5fe.grovfoder/dag, tyrekalvene får gorvfoder og kraftfoder efter ædelyst, og endeligt har alle dyr fri adgang til halm. Med beregnet 200 foderdage, så skulle grovfoderet være sikret, også selv om majsen ser ringe ud. Som foderplanen er nu, vil der blive et lille underskud af protein til hundyrene, så en smule kraftfoder til dem undgår vi nok ikke.  Vi køber majsen af naboen, og afregner med ca. 1kr./fe. Kraftfoder er handlet til 171kr. og vi har købt 18 tons, noget mindre end vi normalt ville have gjort, men der bliver ikke de tyrekalve som der normalt er, idet vi slagter alle de tyre der kan opnå handdyrpræmie i år. For langt de fleste af tyrene betyder det også at de ikke kan leveres til Friland, da de ikke er gamle nok, men med et tillæg på 1kr./kg. fra Friland, så er der mere økonomi i at slagte dem så de tæller med i referencen. Vi tror at der er mange der vil gøre noget lignende, og det vil jo alt andet lige betyde at priserne vil falde. Man har da også fra dansk side forespurgt i EU om det var muligt at forlænge perioden til første kvartal 2012, men der er givet afslag, med den begrundelse at landende længe har været bekendt med datoen.

Der er nogen kontrolbesøg vi som landmænd gerne er foruden, men der er også dem vi ser frem til. Dyrenes Beskyttelse kommer en gang om året, og Peter der er kommet hos os, i de år vi har leveret til Friland, er et af de besøg vi ser frem til. En tur i marken hvor der bliver snakket om dyrene, og bagefter over kaffen hvor vi får en snak om hvordan fremtiden for landbruget måske kommer til at se ud, om hvilke krav der måtte komme, er bare nogle af de emner vi berører, og det er interessant at hører om de tiltag som andre organisationer arbejder for.

Dette er så den sidste ”Årets gang” fra Kærets Angus, det har været en fornøjelse at skrive, og jeg kan kun opfordre medlemmerne til at melde sig på banen, det er jo altid spændende at høre hvad andre ”roder” med. Jeg ser frem til at Helga Dal overtager ”Årets gang” og glæder mig til at læse det.